Fra BI studerende til Business Analyst i Solitwork

Tilbage23-06-2020 |

Hos Solitwork har vi gennem mange år lagt stor vægt på at ansætte og udvikle talenter inden for digital finance, finansiel BI og marketing. Derfor har vi løbende ledige stillinger, både i form af praktik og studiejobs, hvor de studerende får rygsækken fyldt med praktisk erfaring, som bidrager til en større forståelse for den teoretiske viden fra studierne. På nuværende tidspunkt har vi eksempelvis seks studerende ansat på tværs af forskellige studieretninger.
En af dem, der har taget rejsen fra praktikant til en fast stilling, er Jacob Eklund.

Første møde med Solitwork

I august 2019 startede Jacob i praktik hos Solitwork som del af sit 3. semester på kandidatuddannelsen Cand.merc. Business Intelligence på Aarhus BSS, og nu, mindre end et år senere, er han blevet ansat på fuldtid hos Solitwork som Business Analyst.

Som del af Master Introduction Week på Aarhus BSS har Solitwork de sidste seks år været fast partner ved med Master Case Challenge. Her har vi stået for casen til de nye studerende på Business Intelligence, Information Management og IT, Kommunikation og Organisation studierne. Det var også her, Jacob første gang mødte Solitwork, da han deltog i finalen med sit hold.

Jeg havde ikke kendskab til Solitwork inden, men da jeg mødte dem i introugen, fik jeg øjnene op for, at det er en rigtig interessant virksomhed, som er meget relevant, når man læser BI.”

Umiddelbart efter Master Case Challenge blev Jacob inviteret med til et fyraftensmøde, hvor kendskabet til Solitwork blev større. Da det blev tid til at søge praktik, var han derfor ikke i tvivl om, hvor ansøgningen skulle sendes hen.

Jeg følte, jeg havde fået bygget en relation op med nogle af menneskerne herude, og fagligt og professionelt var jeg ikke i tvivl om, at det var det helt rigtige sted at komme hen.

Løbende udvikling

Jacob har erfaret, at der på mange punkter kan være en stor forskel mellem det teoretiske fra studiet, og hvordan virkeligheden ser ud i en BI verden. Derfor bød praktikken på en stejl læringskurve, hvor han fik en masse praktiske færdigheder bygget ind i sit repertoire.

Der var mange ting, vi ikke lige havde stiftet bekendtskab med på studiet, som man skal lære fra bunden af, men det var kun fedt med en stejl læringskurve. Det er eksempelvis svært at lære Power BI ved at tage et kursus – det skal man lære på den hårde måde ved at blive kastet ud i det. På den måde lærer man mange af dets funktionaliteter og begrænsninger, fordi man hele tiden støder ind i det. Det er en fed måde at lære det på, men det kan også godt være hårdt til tider”.

Jacob fortsætter:  ”konsulentbranchen tiltaler mig enormt meget, fordi man får mulighed for at arbejde på en masse forskellige projekter for forskellige kunder, og det er derfor mange unikke cases, du skal sætte dig ind i, hvilket jeg bliver meget motiveret af”.

For at kunne hjælpe de forskellige kunder bedst muligt, nævner han en bred forretningsforståelse som en vigtig egenskab i de opgaver, han har haft, og det er også noget af det, han har udviklet mest gennem det sidste år. Desuden fremhæver han, at han har fået ejerskab over de løsninger, han har arbejdet på, mens han samtidig har haft mulighed for sparring med nogle af de skarpeste hoveder i branchen.

Overgangen fra praktik til studiejob og fremtiden på fuldtid

Efter endt praktikperiode blev Jacob tilbudt at fortsætte hos Solitwork på deltid ved siden af sin specialeskrivning, og her blev balancen mellem studie og arbejde sat på prøve.

Man skal lige pludselig til at prioritere anderledes, så man kan få tingene til at gå op. Det var dét herude, jeg syntes var sjovest, men det er lige med at få skabt en balance mellem studie og studiejobbet. En af de største fordele ved at fortsætte i studiejob efter praktikperioden var, at jeg selv kunne drive de fleste opgaver grundet den erfaring, jeg havde fået gennem praktikken”.

Jacob er nu ansat i en fuldtidsstilling, og her ser han frem til igen at kunne fokusere fuldt ud på opgaverne som Business Analyst. Bl.a. ser han frem til at skulle drive noget produktudvikling, som han bliver betroet med i løbet af den kommende tid, og han forventer desuden at prøve nogle forskellige ting af, hvilket især er muligt grundet Solitworks produktportefølje, der kræver forskellige kompetencer for at lykkes som konsulent.

Efter min periode i praktik og studiejob har jeg efterhånden en værktøjskasse, jeg kan gøre brug af. Men de alsidige kunder og alsidige opgaver gør, at jeg hele tiden må tænke ud af boksen”.

Drømmer du om en fremtid som konsulent inden for Digital Finance?

Brænder du for at arbejde analytisk med at skabe transparens i forretnings- og finansdata, og har du stærke økonomiske kompetencer? Sidder du nu og tænker ”Jeg vil gerne på samme rejse, som Jacob har været. Hvad kan jeg gøre?”, så har Jacob nogle gode råd til, hvad man som studerende kan gøre for at lande drømmepraktikpladsen og drive det videre til et fuldtidsjob efter endt studie.

Jeg vil altid anbefale, at man opsøger de muligheder, der byder sig, og man skal ikke være bange for at tage initiativ. Det er bare noget andet, når man kommer ud i en virksomhed og prøver kræfter med virkelige opgaver. Man skal heller ikke være bange for at lave fejl og få lidt hug undervejs, og det er der helt sikkert plads til i Solitwork.”

Du kan læse mere om karrieremulighederne hos Soliwork her: http://www.solitwork.com/karriere.

Måske er du en kommende Solitworker?

 

 

 


Tilbage
Solitwork

Brug af cookies på Solitwork.com

Solitwork.com gør brug af cookies. Ved at anvende Websitet accepterer du Websitets brug af cookies

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs mere om Cookies her

Luk vindue