Praktik hos Solitwork

Vi sikrer det rette match

I Solitwork ved vi, at et givende praktikophold – for både den studerende og virksomheden – hviler på det rette match. Virksomhedens behov, kultur og struktur skal stemme overens med praktikantens personlighed, evner og interesser. Er det ikke tilfældet, kommer der sjældent et lærerigt praktikophold ud af samarbejdet, og dét er vigtigt for os. Derfor er vi grundige i hele vores rekrutteringsproces, som starter med en nøje formulering og markedsføring af vores praktikopslag til vores deltagelse ved CompanyDATING på Aarhus BSS, hvor vi efterfølgende inviterer interessante studerende til fyraftensmøde, og slutteligt afholder vi individuelle jobsamtaler. Dermed sikrer vi det rette match mellem Solitwork og vores praktikanter, og vi kan garantere praktikanterne et spændende og udfordrende praktikophold. 

Hold dig opdateret på aktuelle stillinger her

 

Vi udfordrer vores praktikanter – og giver dem de rette redskaber

Praktikanter i Solitwork indgår i organisationen på lige fod med alle andre. De er her ikke for at lave kaffe eller servicere medarbejderne men for at lære. Vi giver dem rammerne for at omsætte teori til praksis, og igennem deres faglige udvikling får vi ny viden ind i organisationen. Praktikanterne lærer at flyve, inden de flyver fra reden tilbage til universitet. De får ansvar og selvstændige opgaver, og vi forsøger at udfordre dem og skubbe dem i den rigtige retning. Dog flyver ingen praktikanter uden ”støttevinger”, for vi har bred erfaring med at have praktikanter, og vi forstår den proces, man som praktikant gennemgår. Netop derfor formår vi at understøtte den selvsamme proces ved at vide, hvornår den enkelte praktikant har brug for et skub i den rigtige retning eller en hjælpende hånd. Det gør vi blandt andet gennem løbende evalueringssamtaler med gensidig feedback.

Jacob Eklund

”Solitwork viste sig at være det helt rigtige praktiksted for mig. Mit forløb gav mig kun endnu mere blod på tanden i forhold til at være konsulent. Dette skyldes blandt andet gode sociale rammer i Solitwork, en stejl læringskurve samt spændende projekter. Derfor får Solitwork uden tvivl min anbefaling, når man som studerende skal vælge praktikvirksomhed.”

Jacob Eklund
Praktikant, efteråret 2019
Jacob Eklund

 

Vi sørger for den nødvendige tryghed og viden

Vi udfordrer vores praktikanter, men vi ved også, at de lærer mest og præsterer bedst, når de har den nødvendige viden og føler sig trygge ved opgaven såvel som virksomheden. Derfor investerer vi i oplæring, vidensdeling og sociale arrangementer. Praktikanterne bliver integreret fuldt ud i virksomheden, da de deltager i faglige events, hvor de opnår en dyb indsigt i forretningen, mens de ligeledes er med til julefrokoster, sommerfester, brætspilsaftener, bowlingture, teambuildingøvelser og andre relationsstyrkende aktiviteter, som vores fantastiske personaleforening planlægger. På den måde tilegner praktikanterne sig faglige kompetencer gennem den viden og det ansvar, de får, mens de også opnår et uvurderligt indblik i arbejdsgangene og de sociale relationer på en arbejdsplads.

Martin Lindved

"Mit praktikophold i Solitwork har været helt igennem fantastisk for mig. Jeg fik det ansvar som jeg var klar til, og som tiden gik blev der sat højere og højere krav. Den løbende kommunikation leder og medarbejder imellem hjalp virkelig til, at min læringskurve forblev stejl igennem hele perioden. Det at blive taget med på råd fra første dag af fik mig til at føle mig som en del af teamet og ikke bare som en praktikant."

Martin Lindved
Praktikant, efteråret 2018
Martin Lindved

 

Vi forstår de studerendes verden

Solitwork har et omfattende kendskab til studerende og deres behov. Vi har ikke kun praktikanter men også studentermedhjælpere og specialeskrivende. Derudover samarbejder vi med studieorganisationer som Studenterlauget, Aarhus BSS Career & Alumni og ikke mindst Studenterhus Aarhus, hvor vi sammen afholder netværksevents, foredrag og student advisory boards. Foruden dette samarbejder vi ligeledes med de studerendes egne foreninger som eksempelvis Information Management Association (IMA), Business Intelligence Association (BIA) og UngKOM. På den måde er vi klædt på til at skabe de bedste rammer for studerende i deres praktikophold, da vi kender deres udfordringer, bekymringer og begrænsninger. Kort sagt, så forstår vi de studerendes verden. Et konkret eksempel på, at Solitwork er en fleksibel og rummelig praktikvirksomhed, er den seneste udfordring: fremdriftsreformen. Vi har grebet bolden og omstruktureret vores praktikforløb, således at vores praktikanter kan tage et fag ved siden af praktikopholdet og gå til eksamen. 

Solitwork

Brug af cookies på Solitwork.com

Solitwork.com gør brug af cookies. Ved at anvende Websitet accepterer du Websitets brug af cookies

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs mere om Cookies her

Luk vindue